Sæson 2020/2021

Nyheder i Nr. Broby Badmintonklub 2020/2021

Sæsonafslutning 2020/21

En helt igennem mærkelig sæson, har nået sin afslutning. Corona og de medfølgende restriktioner, har sat sine begrænsninger på aktiviteterne. Ikke mindst træning og stævner er blevet voldsomt begrænset. 

Men med virtuel og udendørs træning, fik vores stærke trænerteam holdt spillerne i gang, og mod slutningen af sæsonen, blev det endeligt muligt igen at komme i hallen.

Nu lukker vi dog "frivilligt" ned for en forhåbentlig god sommerferie. Og så er vi klar til start igen, tirsdag den 10. august. Træningstider bliver offentliggjort senere.

Lørdag den 27. juni var der over 20 spillere + forældre og søskende til afslutning i og ved Nr. Broby Hallen. Der bliver spillet badminton og skumtennis, både ude og inde - afsluttet med en gang rundbold.

Eftf. var klubben vært med en gang pølser og brød, og en tår at drikke. 

Desuden tog vi afsked med Jonas Bukhave, som har været en del af vores dygtige trænerteam i en årrække. Han skal nu prøve andre udfordringer. Tak for indsatsen og held og lykke videre. Du er altid velkommen tilbage.

Venlig hilsen Bestyrelsen

KOM SÅ PER!
Nomineret til Årets Frivillige Idrætsleder 2021

Formand for Nr Broby Badmintonklub, Per Rasmussen, er nomineret til Årets Frivillige Idrætsleder i 2021 og er dette års kandidat fra Faaborg- Midtfyn kommune.

Prisen bliver overrakt under Fynske Bank Sportsuge 2021 og kan følges live den 20. Januar kl 17.00 via Sportslørdag's facebookside.

"Du er nomineret på grund af dit virke som Formand her i Nr. Broby Badmintonklub, og det flotte og kæmpestore stykke arbejde du ligger her i klubben" siger ungdomsformand Mathias, da de overrasker Per med den gode nyhed og blomster. Mathias fortsætter: "...det der driver dig til gang på gang at gå i front med et beundringsværdigt engagement og også at lykkedes med det, er jo foruden din behagelige person og tilgang til spillere, forældre og folk omkring dig, så er det den glæde du opnår ved at se at andre få succes og høster frugterne af dit hårde slid. Du lægger virkelig mange timer og kræfter her i klubben og det er vi super taknemlige for."

Læs mere i artiklerne herunder:

Ugeavisen Faaborg - Badminton i Broby på vej mod ny storhed

Midtfynsposten - Ildsjæl har genrejst badmintonklub

Kredsmesterskaber i Nr. Åby

Lørdag den 28. november havde klubben 8 spillere med til Kredsmesterskaberne i Nr. Åby: 

Valder Ottesen (U13C), Cecilie Kunz (U15D), Hanna Østrup Mortensen (U15B), Emma Moseholm Pedersen (U15A), Emil Fausbøll (U17/19C), Lucas Hoppe og Daniel Poulsen (U17/19B) og Magnus Moseholm Pedersen (U17/19A). Max-Emil Olsen Langelykke (U13C) var også tilmeldt, men måtte melde afbud pga. en brækket finger - go' bedring!

Det blev til mange gode kampe, og også en del medaljer.

Cecilie vandt Single i 15D og Mix i 15C, sammen med Mikkel Jensen fra Tarup/Paarup - Hanna vandt Mix i 15B, sammen med Sebastian Andersson fra Tarup/Paarup - Emma blev nr. 2 i Mix i 15A, sammen med Jonas Westphal fra Næsby, Emil Fausbøll vandt 17C Single og Magnus Moseholm Pedersen vandt Single og Double, sammmen med Tobias Coster fra Dalum/Hjallese BK, i 17A.

Stort tillykke til alle medaljetagere, og tak til alle der var med og repræsenterede klubben. Håber at se endnu flere deltagere til JULESTÆVNET I NR. LYNDELSE, den 29. og 30. december. Tilmelding er lagt op på Facebook.

Hilsen - Nr. Broby Badminton Klub

Begynderstævne, søndag den 1. november

Søndag den 1. november havde vi besøg af 32 deltagere, og deres forældre, til begynderstævne i Nr. Brobyhallen.

Dagen startede med fælles opvarmning - som blev anført af Emma og Mathias.
Herefter blev stævnet afviklet i den populære "Monrad"-stil, hvor spillerne blev fordelt i puljer (af 4 spillere). Herefter blev de gen-fordelt, ud fra deres resultater i første runde, så placeringerne fra 1-4 i puljerne mødte hinanden i 2. runde.
Dette medførte mange gode kampe til alle i løbet af dagen. De mange roser efter stævnet, fra de deltagende spillere og forældre, bekræftede at det havde været en god dag.

Vi glæder os til at se jer i Nr. Broby igen en anden gang - måske til endnu et begynderstævne, som nu er planlagt til søndag den 21. marts 2021 (kl. 10-13). Tilmeld dig allerede nu her.

Venlig hilsen
Nr. Broby Badminton Klub

Ny sæson 2020/2021

Tirsdag den 11. August tager vi hul på en ny og spændende sæson 2020/2021, hvor den almindelige ungdoms træning og Sjov og Badminton starter op igen.

Vi kan med glæde sige at alle vores dygtige trænere har valgt at fortsætte i den nye sæson, og vi kan også byde velkommen til to nye medlemmer i flokken, nemlig Paw Eriksen og Magnus Moseholm.

Paw er tidligere ungdomsspiller i Nr. Broby og spiller nu som senior i OBK. Til daglig står han for badmintonlinjen på Haarby Efterskole. Paw skal indgå i Sjov og Badminton og den almindelige ungdomstræning sammen med Oliver og Magnus om torsdagen. Håber i vil tage godt imod ham.

Magnus er tidligere ungdomsspiller i Nr. Broby, men er nu rykket videre i systemet og spiller senior i TeamFyn.
Velkommen til jer begge to!

Generalforsamling 2019/2020 - tirsdag den 3. marts 2020

Tirsdag den 3. marts kl. 18.00 afholdte Nr. Broby Badmintonklub ordinær generalforsamling i Nr. Broby Hallens cafeterie.

På valg var Mathias Lundehave Kristensen og Peter Bukhave - sidstnævnte ønskede ikke genvalg. Carsten Buhr Langelykke overtager pladsen i bestyrelsen.

Efter konstituering ser bestyrelsen således ud:

Formand - Per Moseholm Rasmussen
Kasserer - Susanne Rasmussen
Ungdomsformand - Mathias Lundehave Kristensen
Menigt medlem - Carsten Buhr Langelykke
Menigt medlem - Bjarne "Mulle" Pedersen

Mange hilsener - Bestyrelsen

Afslutning 2019/20

Torsdag den 25. Juni afholdte vi sæsonafslutning for Sjov & Badminton og Alm. Ungdom.

Efter træningen var klubben vært med is og juice.

Traditionen tro blev der overrakt "flidspræmier" for den forgangne sæson:

Alm. Ungdom:

Årets Træningsbi - Sophie Møller Madsen
Årets Talent - Hanna Østrup Mortensen
Årets Humørbombe - Willads Grænge Stæhr

Sjov & Badminton:

Årets Træningsbi - Amalie Langelykke
Årets Talent - Emil Møller Madsen
Årets Humørbombe - Anton Møller Madsen

Årets NBBK'er - Bjarne "Mulle" Pedersen, bestyrelsesmedlem. 

Der skal lyde en stor tak til alle for en god sæson, trods alt, og et stort tillykke til vinderne af flidspræmierne.

Vi ser frem til en ny sæson på den anden side af sommerferien. Første træning bliver i uge 33, tirsdag den 11. august.

Venlig hilsen - Bestyrelsen

Billeder fra afslutningen - årets kåringer

Nr. Broby Badminton har været til Fynsmesterskabet

Lørdag den 30. november havde Nr. Broby Badmintonklub en række deltagere med til Fynsmesterskaberne, som blev afviklet i Kultur- og Idrætscenteret i Nr. Åby.

Max-Emil Olsen Langelykke, Emma Moseholm Pedersen, Hanna Østrup Mortensen, Daniel Poulsen, Sara Mizrachi Hansen, Julie Rud Nielsen - samt Patrick Vestergård Jørgensen og Laura Bangshåb, som stiller op for Vissenbjerg, men også træner med i Nr. Broby én gang om ugen.

Og endnu engang lykkedes det spillerne at hente medaljer til klubben:

Emma tog guld i Mixdouble og sølv i Single i U13B, samt sølv i Damedouble, U13B/15C.

Hanna tog guldet i single, U15C.

Daniel Poulsen løb ligeledes med guldet i single, U17/19C.

Og så blev det til guld til Laura Bangshåb og sølv til Sara Mizrachi i single, U17/19A. Og sammen tog de guldet i double.

Her endte Julie Rud Nielsen med sølvet, sammen Laura L. Geisler fra Odense OBK.

Og endeligt blev det til guld til Patrick Vestergård Jørgensen i double, U17/19C, sammen Oskar Bangshåb fra Vissenbjerg.

Tillykke med de flotte resultater og medaljer til jer alle.

Hilsen Bestyrelsen

Stor deltagelse til LM - 4 medaljer

I weekenden den 9./10. november havde Nr. Broby Badmintonklub et, måske, rekordstort antal deltagere til LM. 

U17/19 - spillede i Ry, og her var deltagelse af 7 spillere: Marie Storkholm, Julie Cordt, Daniel Poulsen, Lucas Hoppe, Sara Mizrachi Hansen, Laura Bangshåb og Patrick Vestergård Jørgensen.

U13 og U15 - spillede i Vejle, og her var deltagelse af 8 spillere: Hanna Østrup Mortensen, Emma Moseholm Pedersen, Cecilie Kunz, Nicklas Duus, Max-Emil Olsen Langelykke, Willads Grænge Stæhr, Emil Fausbøll og Sofie Møller-Madsen.

Det blev til hele 4 medaljer: Guld i Dame Single, U17/19A til Laura Bangshåb, Sølv i Mix Double, U13D til Cecilie Kunz og Nicklas Duus og Bronce i Mix Double, U13B til Emma Moseholm Pedersen (sammen med Villum Holst-Salomonsen, Kolding BK).

Stort tillykke til medaljetagerne - og tak for den store deltagelse, med mange fine kampe fra jer alle.

Hilsen Bestyrelsen

Klubaften - Fredag den 4. oktober

Som bekendt blev Opstartsweekenden ændret til en almindelig Klubaften. Og det blev en helt fantastisk aften.

En god gang træning for spillerne fra kl. 17-19 - mens Per tog en snak med forældrene.

Herefter spisning, hvor der blev serveret "hjemmebragte" pizzaer fra én af de lokale pizzeriaer. Det var ikke muligt at lave mad i køkkenet, da den lokale madklub havde samling med over 60 spisende gæster.

Herefter var der "Fri leg", hvor der bl.a. blev spillet "Kongerække", "Rundt om nettet" og diverse kampe, hvor forældre og spillere udfordrede hinanden.

En rigtig hyggelig aften - men vi håber, at vi kan finde en ny dato til et arrangement, som også indeholder en overnatning.

Hilsen Trænere og Bestyrelse

Stævne i Nr. Brobyhallen den 21. september

Lørdag den 21. september afholdte vi vores årlige stævne i Nr. Brobyhallen.

I år havde vi besøg af alle årgange, og næsten alle niveauer - lige fra U9D til U17/19A.

Der blev afviklet ca. 180 kampe, de fleste med høj intensitet. Og hele dagen igennem var der en god stemning i hallen, og mange komplimenter fra forældre og spillere for et godt stævne.

Nr. Broby Badminton havde selv flere spillere i aktion. Både "gamle" og etablerede spillere, men også nye spillere som prøvede kræfter med et stævne for første gang. Dejligt at se - og tillykke til dem, som var så dygtige at de kunne spille sig til præmier i deres rækker.

Vi havde også fint besøg af Filialchef, Per Bruun Madsen fra Fynske Bank i Glamsbjerg. Han kunne overrække klubben en check på kr. 15.000,- fra Fonden for Fynske Bank, som et led i en sponsoraftale, som hjælp til vores nye klubtøj, som alle stillede op i til stævnet.

Nr. Broby Badminton til Byens Fest

Lørdag den 25. maj deltog vi, sammen med de øvrige foreninger i byen, til Byens Fest.

Vi havde bl.a. taget vores diplom, gavecheck og en roll-up med ang. kåringen til Årets Klub. Det gav anledning til en masse lykønskninger, samt en masse god snak om klubben.

Der var også en del forbi, lige fra de yngste til de ældste, som gerne ville høre mere om mulighederne for at spille noget badminton. 

Der var mulighed for, at prøve at slå til et par bolde - hvor man skulle ramme i nogle opsatte spande. Der var karameller til de dygtige - men også til dem der gav det et ihærdigt forsøg.

Vi takker alle der besøgte os, og alle der gav en hjælpende hånd med på standen.

Hilsen Bestyrelsen

Nr. Broby Badminton - Årets Klub i Danmark

Lørdag den 11. maj 2019, blev en historisk dag for Nr. Broby Badmintonklub - her blev vi ved Badmintonforum 2019, arrangeret af DGI- og Badminton Danmark, kåret som Årets Klub i Danmark.

En kæmpe hæder til den indsats, som alle der er involveret i klubben kan tage en del af æren for. Hvad enten det drejer sig om trænere, hjælpetrænere, holdledere, bestyrelsesmedlemmer, spillere, forældre eller andre, som giver en hånd med, på den ene eller anden måde.

En del af kåringen, begrundes bl.a. med vores høje aktivitetsniveau, og evne til at udbrede kendskabet til badmintonsporten.

Vi nævner i flæng - deltagelse i holdturnering med flere hold, deltagere i- og arrangør af begynderstævner, spillere som deltager i stævner, både egne og andre klubbers, DGI Badmintonskole, Broby Bad Camp, skolebadminton o.s.v.

..artiklen fortsættes under billedet

Jimmy og Mulle modtog prisen på klubbens vegne

Læs hele begrundelsen på badmintonpeople her: https://badmintonpeople.dk/wwwPublic/Club/News/Detail/?clubid=3547&m=8052105

Del gerne på sociale medier - og vær stolte, i har også været med til det her.

Kæmpe tillykke til os alle sammen.

Hilsen Bestyrelsen